Search results
Det delte Tyskland betegner både den opdeling af Hitlers Stortyskland som fandt sted i 1945 umiddelbart efter 2. verdenskrig, samt den deling af Tyskland som fandt sted ved dannelserne af de to tyske stater Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) og Den Tyske Demokratiske Republik i 1949.
Tyskland var nu delt i tre områder: for det første det preussisk dominerede Nordtyske Forbund og for det andet de fire stater syd for Mainfloden, Bayern, Baden, Württemberg og Hessen-Darmstadt; de blev via militæraftaler og toldinstitutioner knyttet til Det Nordtyske Forbund.
Efter at den frankiske konge Ludvig døde, blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering.
I marts 1938 blev Østrig indlemmet i Tyskland (se Anschluß), og med Münchenaftalen fra september 1938 fik Tyskland overdraget Sudeterområdet fra Tjekkoslovakiet. I marts 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet og Memelområdet invaderet, hvorefter Hitler gav ordre til at forberede et angreb på Polen.
Det førte til, at Tyskland blev delt i et sovjetisk støttet Østtyskland (DDR) og Vesttyskland (BRD), som var støttet af de allierede. I DDR blev der slået hårdt ned på nazister. De østtyske ledere tegnede et billede af, at Sovjetunionen havde frelst befolkningen fra det nazistiske regime.
Imidlertid var den politiske indflydelse ikke længere funderet i Det Tyske Kejserrige, men i de habsburgske arvelande Østrig (inkl. Bøhmen) og Ungarn, ikke mindst efter sejrene over osmannerne ved Wien (1683) og Karlowitz (1699).
Tyskland var ikke den eneste skyldige i verdenskrigens udbrud, men det var den tyske von Schlieffen-plan, som kom til at hælde benzin på bålet i krigen mellem Østrig-Ungarn og Serbien. Dermed blev alle de store alliancerne mobiliserede, og dermed blev Balkan-krigen til en verdenskrig.
