Yahoo Web Search

  1. Jan Mayen - Wikipedia

    en.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen

    Jan Mayen (Urban East Norwegian: [jɑn ˈmɑ̀ɪən]) is a Norwegian volcanic island in the Arctic Ocean, with no permanent population.It is 55 km (34 mi) long (southwest-northeast) and 373 km 2 (144 sq mi) in area, partly covered by glaciers (an area of 114.2 km 2 (44.1 sq mi) around the Beerenberg volcano).

    • Natural resources

      Jan Mayen Island has one exploitable natural resource,...

    • Status

      Jan Mayen Island is an integral part of the Kingdom of...

    • Society

      The only inhabitants on the island are personnel working for...

  2. Jan Mayen - Simple English Wikipedia, the free encyclopedia

    simple.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen

    Jan Mayen. Jan Mayen is an island in the Arctic Ocean. It is part of Norway. The island's area is 373 km². A large part of the island is an active volcano, the Beerenberg, which is 2,277m high. Jan Mayen is 600 km north of Iceland, 500 km east of Greenland and 1000 km west of the Norwegian mainland. There is a radio station and a ...

  3. People also ask

    How big is the island of Jan Mayen?

    Where was the Jan Mayen Microcontinent located?

    Why was Jan Mayen included in the ISO code?

    How did the Jan Mayen Ridge get its name?

  4. Svalbard and Jan Mayen - Wikipedia

    en.wikipedia.org › wiki › Svalbard_and_Jan_Mayen

    Jan Mayen is a volcanic island in the Arctic Ocean located at the border of the Norwegian Sea and the Greenland Sea.The single island covers an area of 377 square kilometres (146 sq mi) and is dominated by the 2,277-metre (7,470 ft) tall Beerenberg volcano.

  5. Jan Mayen Microcontinent - Wikipedia

    en.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen_Microcontinent
    • Overview
    • Extent
    • Identification
    • Make-up
    • History
    • Economic resources

    The Jan Mayen Microcontinent is a fragment of continental crust within the oceanic part of the western Eurasian Plate lying northeast of Iceland. At the onset of separation between the Greenland and Eurasian plates 55 million years ago, it formed part of the eastern margin of the Greenland Plate. Propagation of a new spreading center from the Reykjanes Ridge separated this microcontinent from the Greenland Plate. For a short period it formed a microplate, until the Aegir Ridge became inactive, a

    The microcontinent extends about 500 km southwards from the Jan Mayen fracture zone. It is up to 160 km wide. The Jan Mayen Ridge separates the Norwegian Sea from the Greenland Sea.

    The microcontinent was identified originally on the basis of being a bathymetric high, a positive free-air gravity anomaly and due to the lack of magnetic anomalies, all indicating that it consisted of continental crust. This interpretation has been confirmed using wide-angle seismic reflection and refraction data, coupled with standard normal incidence seismic reflection data.

    The microcontinent consists of the prominent bathymetric high, the Jan Mayen Ridge and several subsidiary ridges and intervening basins towards the south and west. Investigations using seismic reflection and refraction data have identified two passive margin sequences on the two sides of the microcontinent. Faults mapped on seismic reflection data are roughly N-S trending in the northern part becoming SW-NE trending to the south. The crustal thickness reaches a maximum of 16 km on the eastern si

    At the time of the initial break-up along the North Atlantic margin, the Jan Mayen Microcontinent formed part of the passive margin developed along the East Greenland margin. Towards the end of the Eocene period, at about the time marked by chron 17 a new spreading centre began to propagate northeastwards from the Reykjanes Ridge, forming the Kolbeinsey Ridge. During the period when both the Kolbeinsey and Aegir ridges were active, the microcontinent underwent a 30°–50° anti-clockwise ...

    The area around the microcontinent has recently become open for licensing for hydrocarbon exploration. Licenses in the southern part, known as the northern Dreki area, have been offered by the National Energy Authority for the Icelandic government and the northern area is being assessed for future petroleum activity by the Norwegian Petroleum Directorate.

  6. Jan Mayen – Wikipedia

    de.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen
    • Geographie
    • Klima
    • Geschichte
    • Tourismus
    • Sonstiges
    • Literatur
    • Weblinks

    Jan Mayen ist Teil des Nordatlantischen Rückens. Die Insel befindet sich am südlichen Rand der Jan-Mayen-Bruchzone zwischen den beiden Spreizungszonen des Nordatlantiks, dem Kolbeinseyrücken und dem Mohn-Rücken. Sie stellt dabei den nördlichsten Punkt des Jan-Mayen-Rückens dar, eines Mikrokontinents, der früher ein Teil des grönländischen Festlandsockels war, seit der Aktivierung des Kolbeinseyrückens im Westen und der Deaktivierung des Aegirrückens im Osten aber zur Eurasischen Platte gehört. Anders als der geologisch alte und seismisch inaktive Jan-Mayen-Rücken ist die Insel selbst vulkanischen Ursprungs, häufig von Erdbeben erschüttertund weniger als 500.000 Jahre alt. Die Insel wird in den Südteil Sør-Jan und den Nordteil Nord-Jan unterteilt. 114,2 km² der Fläche Jan Mayens, ein knappes Drittel, ist vergletschert. Hierbei handelt es sich ausschließlich um die Eiskappe des 2277 m hohen Beerenbergs auf Nord-Jan, deren Gletscherströme sich in alle Himmelsrichtungen ergießen und an...

    Auf der Insel herrscht – vom Golfstrom etwas gemildert – überwiegend polares Tundrenklima (Köppen: ET). Das ganze Jahr über sind häufig Nebel sowie starke Winde und Stürme zu beobachten, bei denen es sich, bedingt durch die massive Vergletscherung des Beerenbergs, oft auch um lokale teilweise starke katabatische Fallböen handelt. Unter bestimmten Wetterbedingungen induziert der Beerenberg auch „Kármán Wind“ genannte Leewellen, die bei einer Wellenlänge von bis zu 15 Kilometern auf der Leeseite bis in eine Entfernung von mehreren hundert Kilometern spürbar sind. Von Februar bis April ist Jan Mayen von Pack- und Treibeis umgeben. Der kälteste Monat Februar weist eine Mitteltemperatur von −6 °C auf, der mildeste Monat ist der August mit einer Mitteltemperatur von 5 °C. Das Jahresmittel der Temperatur liegt nahe −1 °C. Die beobachteten Temperaturextreme liegen bei −28 °C und 18 °C.Die Jahressumme des Niederschlags beträgt im vieljährigen Mittel 693 mm. An etwa 230 Tagen fällt mehr als 0...

    Das genaue Jahr der Entdeckung Jan Mayens ist nicht bekannt. Allgemein anerkannt ist, dass der englische Walfangkapitän John Clarke die Insel am 28. Juni 1614 sichtete und im selben Sommer auch niederländische Schiffe die Insel erreichten. Es ist möglich, dass Henry Hudson die Insel bereits 1608 auf der zweiten seiner vier Fahrten auf der Suche nach einer kürzeren Seeverbindung nach China (Nordwestpassage) entdeckte, vielleicht auch Thomas Marmadukeim Jahre 1612. Die Insel trug zunächst verschiedene Namen, ab 1620 setzte sich die Bezeichnung Jan Mayen nach dem niederländischen Walfangkapitän Jan Jacobs May van Schellinkhout durch. Bis 1640 wurde die Insel regelmäßig von niederländischen Walfängern besucht. Nach einem Überfall der mit ihnen konkurrierenden baskischen Walfänger im Jahre 1632 überwinterte Outgert Jakobsz hier 1633/34 mit sechs weiteren Männern, um die Walfangstation zu schützen. Als die niederländischen Schiffe die Insel im Frühjahr wieder erreichten, waren alle sieben...

    Tourismus wird nur im Rahmen sogenannter Expeditionskreuzfahrten durchgeführt, die zwei- bis dreimal jährlich an der Insel vorbeiführen. Oft werden Landungen versucht, sind aber aufgrund der schlechten Wetterbedingungen extrem selten. Wenn überhaupt, wird meist in der Nähe von Olonkinbyengelandet, und es wird mit einem oder zwei Guides eine Wanderung auf der Straße, die Richtung Olonkinbyen führt, unternommen.

    Gemeinsam für Jan Mayen und Spitzbergen existiert die länderspezifische Top-Level-Domain (ccTLD) .sj, die aber derzeit ungenutzt ist. Sie wird von der Firma UNINETT Norid AS verwaltet, die auch für die norwegische ccTLD .no zuständig ist. Ebenso wie die ccTLD der Bouvetinsel .bv ist die Top-Level-Domainvon Spitzbergen und Jan Mayen für eine potenzielle zukünftige Nutzung reserviert.

    Geir Wing Gabrielsen, Bente Brekke, Inger Greve Alsos, John Richard Hansen: Natur- og kulturmiljøet på Jan Mayen: med en vurdering av verneverdier, kunnskapsbehov og forvaltning. Norsk Polarinstitu...
    Rolf Stange: Jan Mayen. Natur und Geschichte des Außenpostens im Nordatlantik. Eigenverlag Rolf Stange, ISBN 3-937903-04-6.
    Andreas Umbreit: Spitzbergen mit Franz-Joseph-Land und Jan Mayen. Conrad Stein Verlag, 7. Auflage 2004, ISBN 3-89392-282-2.
    John Green, Thomas Astley: Beschreibung der Insel Jean Mayen oder Dreyeinigkeits-Insel (mit einer Karte). In: Allgemeine Historie der Reisen zu Wasser und zu Lande oder Sammlung aller Reisebeschrei...
    • 15 km
    • 54 km
  7. Jan Mayen – Wikipedia

    fi.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen
    • Historia
    • Hallinto
    • Saaren Maantiede Ja Luonto
    • Lähteet
    • aiheesta Muualla

    Jan Mayenin saaren löysi 500-luvulla irlantilainen Pyhä Brendan. Brendan-munkki purjehti saaren ohitse juuri, kun alueella oli paljon vulkaanista toimintaa. Brendan oli näkemästään niin vaikuttunut, että hän vakuuttui nähneensä helvetinportit. Henry Hudson löysi saaren vuonna 1607, ja antoi sille nimen Hudson's Tutches tai Touches. Saaren löysi uudestaan vuonna 1614 hollantilainen Jan Jacobs May van Schellinkhout, jonka mukaan saari on nimetty. Saari on kuulunut Norjalle vuodesta 1929 lähtien. Aikaisemmin Jan Mayen oli tärkeä valaanpyytäjien tukikohta, ja saarta ympäröivät edelleenkin tärkeät kalastusalueet. Grönlannin ja Norjan välillä oli pitkään kiistaa kalastusoikeuksien ja mahdollisten kaasu- ja öljyesiintymien hallinnasta, mutta sopu syntyi vuonna 1993 kansainvälisen oikeuden välittämänä. Saarella ei ole luonnonvaroja. Sillä on sääasemia ja radiomastoja sekä yksi päällystämätön lentokenttä: pelkkä 1 585 metrin pituinen kiitotie. Saarella on 124,1 kilometriä rantaviivaa, mutta...

    Jan Mayen on ollut kiinteä osa Norjaa vuodesta 1921, jolloin sille perustettiin norjalainen sääasema. 8. toukokuuta 1929 Norja julisti kuninkaallisella asetuksella saaren kuuluvan Norjalle.

    Jan Mayen on vulkaaninen saari, jota peittää osittain lakijäätiköltä virtaavat toistakymmentä jäätikköä. Saari jakautuu kahteen kannaksen yhdistämään osaan. Saari sijaitsee Grönlannin ja Pohjois-Norjan välissä. Saaren korkein huippu on Beerenberg pohjoisessa (2 277 m), joka on maailman pohjoisin tulivuori. Vuoren luultiin sammuneen, mutta vuonna 1970 se purkautui rajusti. Jan Mayenia asuttavat miljoonat linnut, muun muassa myrskylinnut, myrskypääskyt, pikkukajavat, pikkuruokit, kiislat ja lunnit. Näiden lisäksi saarella on asutusta Loran-C-asemalla 14 ja sääasemalla neljä henkilöä, muutoin saari on asumaton. 1. Jan Mayenin sääasema vuonna 2007. 2. Beerenberg, maailman pohjoisin tulivuori. 3. Ajopuita Jan Mayenin tuliperäisessä rantahiekassa.

    Suuri maailmantieto. Maantieteen hakuteos. Helsinki: Valitut Palat, 1993. ISBN 951-584-002-3.
    Geographica. Maailmankartasto. Maanosat, maat, kansat. Tandem Verlag GmbH, 1999. ISBN 978-3-8331-4130-0.
    • ei pysyvää asutusta
    • Beerenberg
  8. Jan Mayen – Wikipedia

    sv.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen
    • Historia
    • Geografi
    • Administration
    • Demografi
    • Näringsliv
    • Kommunikation
    • Litteratur

    Öns upptäckt

    De första nedskrivna beläggen för kännedom om Jan Mayen är daterade till 500-talet, och därför är det troligt att ön var känd under vikingatiden[1]. Henry Hudson återupptäckte ön år 1607 och döpte den till Hudson's Tutches. Efter detta observerades den flera gånger av sjömän och valfångare som gjorde anspråk på den eller ändrade namn på den. Valfångare från Kingston upon Hull i England kom till ön år 1611 och gav ön namnet Trinity Island, år 1612 kom den franske valfångaren Jean Vrolicq till...

    Valfångst

    I början av 1600-talet etablerade nederländska valfångare flera valoljekokerier på ön, så att de skulle kunna utvinna olja från valspäcket. Som mest var 1000 män satta i arbete på ön under sommarmånaderna och flera mindre fästningar byggdes för att undvika plundring. I och med valfångsten omkring Jan Mayen utrotades nästan grönlandsvalen, och valfångsten avslutades mellan 1640 och 1650. Ön glömdes bort och besöktes av få skepp under de närmaste 230 åren.

    Ny aktivitet

    Efter valfångstperioden på 1600-talet förekom ingen aktivitet på ön förrän slutet av 1800-talet. En österrikisk-ungerskvetenskaplig expedition kartlade och utforskade ön mellan 1882 och 1883. Denna karta över Jan Mayen användes fram till 1950-talet. I början av 1900-talet påbörjades fjällrävsjakt. Rävjakten avslutades i början av 1920-talet, då intensiv fångst hade lett till en stark nedgång av rävbeståndet. Av de första tretton fångststugorna står fortfarande fem kvar. Den första meteorologi...

    Ön är 377 km² stor, och ligger 600 km nordöst om Island och 500 km öst om Grönland. Ön ligger omkring 1000 km från både norska kusten och Svalbard. Den sträcker sig 53 kilometer i riktning sydväst till nordöst mellan 70° och 72°N och mellan 8° och 9°V. Ön är 2,5 km bred på det smalaste stället och 15,8 km bred på det bredaste stället. Hoybergoddenpå öns sydvästra del är den västligaste platsen i Norge. Ön delas in i tre delar, det smala och flacka Midt-Jan och de bergigare Nord-Jan och Sør-Jan.

    Jan Mayen ockuperades år 1925 och är enligt en lag från den 27 februari 1930 en del av kungariket Norge, samma formulering i lagtext används som angående Svalbard. Bakgrunden till detta är att knyta dessa två områden till riket, trots att grundlagen kräver ett "udeleligt og uafhændeligt Rige". Lagen säger däremot ingenting om administrationen, bortsett från rättsväsendet. Förut administrerades Jan Mayen av sysselmannen på Svalbard, men från och med 1 januari 1995 administreras ön av fylkesmannen i Nordland fylke. Jan Mayen tillhör dock inget fylke eller kommun, ett kommunfritt område. Ön administreras av staten. Fylkesmannen, en statlig ämbetsman, är bara administratör.[förklaring behövs]

    De enda invånarna på ön är personal från det norska försvaret och meteorologiska institutet, totalt 18 personer. Av dessa är 14 anställda av försvaret och resterande fyra av meteorologiska institutet.[10]. Antalet invånare ökar under sommaren då underhåll på öns olika stationer utförs. Tjänstetiden är sex månader eller ett år, och personalbyte sker i april och oktober. Försvaret driver en Loran-C-station. Båda stationerna ligger några kilometer ifrån Olonkinbyen, där all personal bor.

    Det finns inga användbara naturresurserpå Jan Mayen. Däremot finns det fisk i havet utanför. Den ekonomiska aktiviteten begränsas till drift av den norska radio- och väderstationen och försvarets Loran-C-station. Det finns en stor fiskezon runt Jan Mayen där norska fiskare har ensamrätt att fiska. Tillsammans med Svalbard har Jan Mayen tilldelats landskoden sj, som inte används i praktiken.

    Åtkomstmöjligheterna till Jan Mayen är begränsade. Enklast är att ankomma med flyg, då man landar på öns 1585 meter långa landningsbana. Jan Mayens flygfält används främst av försvarets C-130 Hercules, som anländer ungefär varannan eller var tredje månad. Flygplatsen började byggas 1960 och det första flygplanet landade där den 17 september samma år, för att hämta en akut sjuk person. Det första civila planet landade den 29 oktober 1961. Innan flygplatsen öppnades släpptes postförsändelser i fallskärm. Ön har ingen naturlig hamnoch landstigning från båt kan vara farligt, men är möjligt både från norr och söder.

    Susan Barr: Jan Mayen, Norges utpost i vest - øyas historie gjennom 1500 år. ISBN 82-516-1353-1
    Torbjørn Braset: Jan Mayen, et besøk i bilder. ISBN 82-92096-15-9
    (Engelska) Andreas Umbreit, Bradt Travel Guide: Spitsbergen: Svalbard, Franz Josef, Jan Mayen. ISBN 1-84162-092-0
    (Engelska) Stig Skreslet: Jan Mayen Island in Scientific Focus. ISBN 1-4020-2956-X
  9. Jan Mayen - Wikipedia, den frie encyklopædi

    da.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen
    • Historie
    • Geografi
    • Naturforhold
    • Demografi
    • Erhverv
    • Kommunikation
    • Litteratur
    • Eksterne Henvisninger

    Tidslinie

    1. Øen beskrevet første gang i 500-tallet. 2. Øen genopdaget i 1607. 3. Skilte med angivelse af norske meteorologiske institut for erhverv i 1922 og 1926. 4. 1922– Dele af øen var besat af det norske meteorologiske institut på vegne af Norge. 5. 1926– Hele øen var besat af det norske meteorologiske institut på vegne af Norge. 6. 1929– Øen Jan Mayen blev annekteret af Norge ved kongelig anordning af 8. maj. 7. 1930– Øen Jan Mayen blev en del af Kongeriget 27. februar, se lov om Jan Mayen, § 1....

    Opdagelsen af øen

    De første beskrivelser af Jan Mayen findes fra 500-tallet, og det er grund til at tro, at øen var kendt i vikingetiden. Henry Hudson genopdagede øen i 1607 og kaldte den Hudson's Tutches (eller Touches). Hvalfangere fra Hull i England kom til øen i 1611 og gav den navnet Trinity Island; i 1612 kom den franske hvalfanger Jean Vrolicq dertil og kaldte den Île de Richelieu efter kardinal Richelieu. Sommeren 1614 skete tre forskellige opdagelser af Jan Mayen. Fopp Gerritsz, leder af en hvalfangst...

    Hvalfangst

    I begyndelsen af 1600-tallet etablerede hollandske hvalfangere flere hvaloliekogerier på øen, således at de kunne udvinde olie fra hvalspæk. For det meste var et tusind mand i aktivitet på øen i sommermånederne, og flere mindre fæstningsværker blev bygget for at forhindre plyndring. Intensiv fangst medførte næsten udryddelse af grønlandshvalen, og hvalfangsten omkring Jan Mayen sluttede mellem 1640 og 1650. Øen blev forladt, og i løbet af de næste 230 år besøgte kun få skibe øen. Der er enkel...

    Øen er 373 km² stor, ligger 600 kilometer nordøst for Island og 500 kilometer øst for Grønland. Den ligger omtrent 1000 kilometer fra både den norske kyst og Svalbard. Øen strækker sig 53 kilometer fra sydvest til nordøst mellem 70° og 72°N og mellem 8° og 9°V. Bredden spænder fra 2,5 til 15,8 kilometer. Øen er opdelt i tre dele, den smalle og lave tange Midt-Jan samt de bjergrige Nord-Jan og Sør-Jan.

    Jan Mayen er en del af den midtatlantiske ryg. Denne undervandsbjergkæde strækker sig sydpå til Bouvetøen og består af vulkansk fjeld, dannet for indtil en million år siden i sprækken mellem Amerikas og Europas/Afrikas kontinentalplader. Jan Mayen er den synlige top på et af disse vulkanske fjelde, hvis fod er cirka 3.000 meter under havets overflade. Jan Mayens kendetegn er den 2.277 meter høje vulkan Beerenberg, som for en stor dels vedkommende er dækket af en gletsjer og udgør hele den nordlige del af øen (Nord-Jan). Beerenberg, der er en aktiv vulkan, havde sit seneste udbrud i 1985. Hele øen er af vulkansk oprindelse, men om sommeren giver mos, græs og hårdføre blomsterfarve til det ellers dystre landskab. Klippegrunden ligner meget store dele af Island.

    De eneste indbyggere på øen er personale fra Norges Forsvar samt Meteorologisk Institutt, i alt 18 personer. 14 personer er ansat i Forsvaret og de resterende fire af Meteorologisk Institutt. Indbyggertallet øges i sommerhalvåret hvor vedligehold bliver udført på øens installationer. Tjenestetiden er et halvt eller et helt år, og personaleskifte sker i april og oktober. Forsvarets personale driver en Loran-C-station. Både den meteorologiske station og Loran-C-station ligger få kilometer fra Olonkinbyen, hvor hele personalet bor.

    Det er ingen udnytbare naturressourcer på Jan Mayen. Den økonomiske aktivitet er begrænset til drift af den norske radio- og vejrstation som ligger på øen, samt Forsvarets (Forsvarets Logistikkorganisasjon IKT) Loran-C-station.

    Adgangsmulighederne til Jan Mayen er begrænsede. Nemmeste adgang er med fly, hvor man lander på øens 1.585 meter lange landingsbane. Jan Mayens flyveplads er udsat for vejrliget og anvendes hovedsagelig af Norges Forsvars C-130 Hercules-fly, som kommer med forsyninger hver anden eller tredje måned. Etableringen af Jan Mayens flyveplads blev påbegyndt i august 1960, og det første fly, et Catalina-fly fra Norges Luftforsvar, landede den 17. september 1960 for at hente en person der var blevet akut syg med bughindebetændelse. Det første civile fly landede den 29. oktober 1961, og var et Douglas DC-4 fra Braathens SAFE. Før flyvepladsen blev etableret, blev post til Jan Mayen om vinteren udkastet fra Catalina-fly. Øen har ingen naturlig havn, og landgang fra både kan være farlig, men det er muligt på både nord- og sydsiden.

    Susan Barr: Jan Mayen, Norges utpost i vest – øyas historie gjennom 1500 år. ISBN 82-516-1353-1
    Torbjørn Braset: Jan Mayen, et besøk i bilder. ISBN 82-92096-15-9
    Andreas Umbreit, Bradt Travel Guide: Spitsbergen: Svalbard, Franz Josef, Jan Mayen. ISBN 1-84162-092-0
    Stig Skreslet: Jan Mayen Island in Scientific Focus. ISBN 1-4020-2956-X
  10. Jan Mayen - Wikipedia

    bs.wikipedia.org › wiki › Jan_Mayen
    • Historija
    • Vlada
    • Političke Podjele
    • Geografija
    • Privreda
    • Stanovništvo
    • Kultura
    • također Pogledajte
    • Vanjski Linkovi

    Postoje indicije da je irski svećenik Brendan bio u blizini Jan Mayena u 6. vijeku. Također postoje indicije da su vikinzi znali za postojanje ovog ostrva. Danas je nemoguće potvrditi istinitost ovih navoda. U modernu evropsku historiju Jan Mayen ulazi u 16. vijeku kada mnogi engleski i holandski kitolovci počinju ploviti u blizini ostrva. Pri otkriću ovog ostrva u 1607. godini Henry Hudson ga je nazvao Hudson's Touches ili skraćeno Touches. Hudson nije bio jedini koji je pretendavao na otkriće ovog ostrva. Tako su engleski kitolovci u 1611. dali ostrvu ime Trinity Island. Francuski kitolovac Jean Vrolicq mu je u 1612. dao ime Île de Richelieu. 1614. godine ostrvo je od strane engleskog kapetana John Clarkea ponovo dobilo novo ime - Isabelle. Ali ni ovo ime nije bilo dugotrajno. Iste godine holandski kapetan Joris Carolusga je nazvao Jan Meys Hoeck. Današnje ime vuče svoje porijeklo iz ovog imena. Ubrzo nakon svog otkrića holandski kitolovci su na ostrvu uspostavili više baza. U lje...

    Historijski unutar Norveške, Jan Mayen je činio jednu političku cjelinu zajedno sa Svalbardom. Danas za razliku od Svalbarda, Jan Mayen nema poseban status unutar Norveške. Kao takav Jan Mayen nema vladu ili neke druge političke institucije van Norveških institucija. Dio je norveškog kantona Nordland.

    Norveška je podjeljena u više oblasti ili kantona (Norveški fylke). Do 1. januara 1995. godine Jan Mayenom je upravljao guverner Svalbarda. Poslije ovog datuma Jan Mayen je administrativno postao dio kantona Nordland i njime upravlja guverner (Norveški fylkesmann) Nordlanda.

    Jan Mayen je vulkansko ostrvo u sjevernom atlantskom okeanu. More koje okružuje ostrvo sa svih strana utiče u velikoj mjeri na vremenske prilike na ostrvu. Prosječna zimska temperatura na ostrvu je -5° C. Ljetna prosječna temperatura je 5° C. Životinjski svijet na ostrvu je veoma oskudan i sastoji se većinom od ptica. Biljni svijet sačinjavaju većinom različite vrste mahovina. Na sjeveru ostrva se nalazi najsjeverniji aktivni vulkan na svijetu - Barentsberg. Zadnja erupcija ovog vulkana se desila u 1985. godini. Vulkan je prekriven glečerom.

    Ostrvo ne sadrži prirodne resurse koji se mogu iskoristiti u privredno-ekonomske svrhe. Ekonomski aktivitet se svodi na meterološku stanicu, manju vojnu bazu norveške vojske i pružanje usluga osoblju ove dvije baze. Usljed dejstovanja golfske struje većina vremenskih ciklona koji zahvačaju Evropunastaju iznad Jan Mayena. Zbog ovoga meterološka stanica na Jan Mayenu se smatra jednom od najvažnijih u Evropi. Obala Jan Mayena je 124,1 kilometara duga i na njoj nema luka. Na ostrvu se nalazi ne asfaltirani aeredrom preko kojega se dopremaju namjernice i ostali materijal za osoblje stacionirano na ostrvu. Od velike važnosti za Norvešku je ribolovna zona oko Jan Mayena koja se prostire na 296.611 kvadratnih kilometara. Do 1988. godine postojao je spor između Danske i Norveške oko ribolovnih zona između Grenlandai Jan Mayena. Jan Mayenu zajedno sa Svalbardom je dodjeljen internet domen .sj. Trenutno ovaj domen nije u upotrebi.

    Prije otkrića ovog ostrva u 16. vijeku ostrvo je bilo potpuno nenaseljeno. Danas Jan Mayen broji 20 stanovnika. Svi stanovnici su porijeklom iz Norveške i na ostrvu borave kao dio posade meterološke ili vojne baze.

    Na ostrvu nema značajnih kulturnih događanja. Za vrijeme prve Internacionalne Polarne godine u 1855. / 1856. godini Austro-Ugarskapolarna ekspedicija je boravila na ostrvu gotovo godinu dana.

    Zvanična Internet prezentacija ostrva (Norveški i Engleski) Archived 2011-07-22 na Wayback Machine
    • Grb
  11. People also search for
  1. Ad
    related to: Jan Mayen wikipedia